Variabel tildeling
Tre forskellige metoder til variabel tildeling
Når man har fået lavet sin fotosynteseanalyse og konverteret det til et tildelingskort, skal man tage stilling til hvilken type tildeling, man vil bruge til behandling af sin afgrøde. Der findes overordnet set 3 forskellige typer af tildeling, man kan tage i brug.
Robin Hood metoden
Robin Hood metoden bruger man, når man vil flytte næringstoffer eller planteværn fra de områder, som har en god fotosyntese, til de områder, der har en mindre god fotosyntese. Man bruger typisk denne tilgang, når man tilfører kvælstof eller andre næringstoffer til sin afgrøde. Når man bruger denne metode, søger man at udjævne forskellen i sin afgrøde for at opnå en mere ensartet afgrøde.
Nedenstående eksempel er lavet ud fra den forudsætning, at man normalt ville tildele 200 liter kvælstof / ha i sin afgrøde.
Man laver først et 3-zonet tildelingskort, der er opdelt ud fra god fotosyntese, middel fotosyntese og dårlig fotosyntese. Herefter flytter man mængden af kvælstof fra det gode område til det mindre gode område, som vist i nedenstående eks.
- Områder med god fotosyntese: 170 liter / ha
- Områder med middelgod fotosyntese: 200 liter / ha
- Områder med dårlig fotosyntese: 230 liter / ha
I ovenstående eksempel har vi flyttet 15% fra området med god fotosyntese til området med dårlig fotosyntese, så dette område ca. vil få 30% mere kvælstof end det med den gode fotosyntese.
Omvendt Robin Hood
Den omvendte Robin Hood metode gør det modsatte. Her vælger man at flytte planteværn til det område, der har den bedste fotosyntese. Metoden bruges typisk ifm. svampemiddel, hvor man gerne vil have mere svampemiddel, der hvor afgrøden står tæt og mindre der hvor afgrøden står mindre tæt.
Nedenstående eksempel er lavet ud fra de samme forudsætninger, som beskrevet under Robin Hood metoden.
- Områder med god fotosyntese: 230 liter / ha
- Områder med middelgod fotosyntese: 200 liter / ha
- Områder med dårlig fotosyntese: 170 liter / ha
I ovenstående eksempel har vi flyttet 15% fra området med dårlig fotosyntese til området med god fotosyntese, så dette område ca. vil få 30% mere svampemiddel.
On/off tildeling - spotsprøjtning
Den sidste metode, on/off tildeling, bruger man, når man har områder i sin afgrøde, der skal have en tildeling, mens andre områder ingen tildeling skal have. Her lavet man typisk et 2-zonet tildelingskort, hvor den ene zone får tildeling og den anden intet får.
Man bruger typisk denne tilgang, hvis man skal tildele vækstregulering i frøgræs, hvor dele af afgrøden allerede er gået i leje. Her kan man vælge kun at tildele vækstregulering i de områder, hvor frøgræs endnu ikke er gået i leje. Et andet sted, man også kan bruge denne tildeling, er i forbindelse med ukrudtskort. Her kan man vælge kun at tildele bekæmpelsesmidler i de områder, hvor der er registreret ukrudt og på den måde spare store mængder af planteværn.
Skrevet af Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Dansk planteinspektion.